|
Hvad er Beboerklagenævnet?
|
|
Beboerklagenævnet træffer afgørelse, hvis der er tvister (dvs. uenigheder) mellem lejere og udlejere i almene boliger.
Bor du til leje i en privat bolig, skal du henvende dig til Huslejenævnet.
Nævnet yder ikke rådgivning til lejer eller udlejer og optræder ikke på den ene parts side. Det er således ikke Beboerklagenævnets opgave at hjælpe lejere med at føre sag mod udlejere eller omvendt.
Nævnet skal dog i sager i forbindelse med overtrædelse af husorden i fornødent omfang hjælpe parterne med at afgive skriftlige udtalelser i sagen.
Læs hvordan Beboerklagenævnet er sammensat.
|
|
Til toppen
|
|
Hvor kan du få råd og vejledning?
|
|
Har du som lejer eller udlejer brug for råd og vejledning, kan du ud over at gå til en advokat søge hjælp hos lejerorganisationer, udlejerorganisationer eller ved retshjælpen. Det forventes, at du melder dig ind i en organisation, hvis du ønsker at få hjælp. Retshjælp er gratis.
Du kan søge yderligere information på følgende hjemmesider:
- Lejernes landsorganisation
- Boligselskabernes Landsforening
Eller læse relevant lovgivning:
- Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv.
- Lov om leje af almene boliger.
- Bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v.
- Bekendtgørelse om vedligeholdelse og istandsættelse af almene boliger.
- Bekendtgørelse om udlejning af almene boliger.
|
|
Til toppen
|
|
Hvilke sager kan du indbringe?
|
|
Beboerklagenævnet kan træffe afgørelse i følgende sager:
- Uenighed om overholdelse af de formelle regler ved varsling af lejeforhøjelse, jf. LAB § 12
- Indflytningsmangler, jf. LAB § 16.
- Uenighed om opfyldelse af lejers vedligeholdelses- og istandsættelsesforpligtelser, herunder sager om fraflytning, jf. LAB § 29.
- Uenighed om opfyldelse af udlejers pligt til vedligeholdelse og istandsættelse, jf. LAB § 30.
- Påbud om færdiggørelse af arbejder, som udlejer har iværksat, jf. LAB § 34, stk. 2.
- Uenighed om lejers ret til at foretage installationer i det lejede, f.eks. opsætning af parabol eller vaske-/opvaskemaskiner, jf. LAB § 41.
- Uenighed om lejers ret til at foretage forbedringer i det lejede, jf. LAB § 41.
- Uenighed om tilbagebetaling af beboerindskud og depositum, jf. LAB § 50.
- Uenighed om vand- og varmeregnskaber, jf. LAB § 56, stk. 3 og 4.
- Uenighed om lejers betaling for fællesantenner mv., jf. LAB § 62 stk. 4.
- Uenighed om lejers ret til fremleje, bytte eller fortsættelse af lejemål, jf. LAB § 76
- Overtrædelse af husordensreglerne.
- Uenighed om lovligheden af de beslutninger, som er truffet af de beboerdemokratiske organer, dog ikke i forhold til beslutningens indhold, jf. LAB § 101.
- Uenighed om anvisning af boliger, jf. LAB § 101.
- Uenighed om overholdelse af lovbestemte varslingsfrister jf. LAB § 63, stk. 2.
LAB=Lov om leje af almene boliger.
De hyppigst forekommende sager er:
- Uenighed om lejers pligt til istandsættelse efter fraflytning.
- Uenighed om vand- og varmeregnskaber.
- Overtrædelse af husordensreglerne.
Beboerklagenævnet tager sig ikke af:
- Spørgsmål om lejens størrelse.
- Spørgsmål om opsigelse og/eller ophævelse af lejemål.
- Mægling af forlig og ekspedition af pengebeløb mellem parterne.
|
|
Til toppen
|
|
Hvordan indbringer du en sag, og hvad koster det?
|
|
Når du indbringer en sag for Beboerklagenævnet skal det ske skriftligt med en præcisering af, hvad nævnet skal tage stilling til. Klagen sendes eller afleveres til Fredericia Kommune, Beboerklagenævnet, Gothersgade 20, 7000 Fredericia. Klagen kan også afleveres i Borgerservice, Gothersgade 20, stuen, Fredericia.
Husk at aflevere dokumentation (som minimum en kopi af lejekontrakten og kopi af relevant korrespondance i sagen).
Det koster 131 kr. at få behandlet en sag i 2010.
Beløbet reguleres den 1. januar hvert år.
Husk at medbringe beløbet, når du afleverer klagen.
|
|
Til toppen
|
|
Hvordan behandler Beboerklagenævnet sagen?
|
|
Beboerklagenævnet er en forvaltningsmyndighed og indhenter derfor selv de nødvendige oplysninger hos sagens parter og eventuelt hos offentlige myndigheder. Oplysninger, der er relevante for afgørelsen, bliver forelagt sagens parter til udtalelse. Alle udtalelser skal foreligge skriftligt for nævnet. I de tilfælde, hvor en part ikke kommer med bemærkninger til sagen, kan nævnet træffe afgørelse i overensstemmelse med den anden parts påstand.
|
|
Til toppen
|
|
Hvor lang tid tager det at få behandlet en sag?
|
|
Der er stor forskel på hvor hurtigt en sag kan afgøres. Det afhænger af sagens omfang og karakter. Men det er ikke ualmindeligt at der går 3-6 måneder eventuelt mere, før der er truffet en afgørelse i en sag.
|
|
Til toppen
|
|
Hvordan klager du over Beboerklagenævnets afgørelse?
|
|
Når Beboerklagenævnet har meddelt sin afgørelse til sagens parter, er nævnet ude af sagen.
Er du uenig i afgørelsen, kan du indbringe sagen for boligretten inden 4 uger efter modtagelsen af nævnets afgørelse, jf. LAB § 106, stk. 1. Dette kan ikke ske ved henvendelse til nævnet. Du kan i stedet søge hjælp hos en advokat, lejer- eller udlejerorganisationer eller hos retshjælpen.
|
|
Til toppen
|
|
Hvordan er Beboerklagenævnet sammensat?
|
|
Nævnet består af en formand og to andre medlemmer. Formanden skal være jurist og udpeges af statsamtet. De to øvrige medlemmer vælges af kommunalbestyrelsen efter indstilling af henholdsvis de almene boligorganisationer, der har afdelinger i kommunen, og de større lejerforeninger i kommunen. I visse sager af social karakter, deltager en socialt sagkyndig, som dog ikke har stemmeret. Der vælges tillige en suppleant for hvert af medlemmerne.
Følgende medlemmer og suppleanter er udpeget:
- Leif Guldhammer, formand
- Lis Gregersen, medlem for udlejersiden
- Flemming Nis Lorenzen, suppleant for udlejersiden
- Karin Engholm, medlem for udlejersiden
- Steen Knudsen, suppleant for udlejersiden
- Henry Nielsen, medlem for lejersiden
- Kurt Engelbrechtsen, suppleant for lejersiden
- Frank Viberg-Holde, socialt sagkyndigt medlem
- Susanne Nielsen, socialt sagkyndig suppleant
|
|
Til toppen
|
|
|
|